Kan jeg tillade mig at rejse?
Min hustru er efter mange års demenssygdom flyttet på plejehjem. Jeg har passet hende i alle årene og har de sidste år følt mig meget bundet til hjemmet. Nu er jeg blevet inviteret til udlandet af vores datter. Det er en hel uge sammen med datter, svigersøn og børnebørn. Jeg blev meget glad for invitationen, men samtidig er jeg blevet overvældet af dårlig samvittighed over at skulle rejse væk og have det sjovt, mens min hustru sidder tilbage på plejehjemmet. Kan jeg tillade mig at rejse væk en hel uge?
Svar fra Demenslinien:
Kære Spørger
Ja det kan du! Det burde egentlig være svar nok. Men det er selvfølgelig svært for dig at slippe det ansvar, som du har haft for din hustru i så mange år. For at du rigtigt kan nyde ferien og samværet med dine børn og børnebørn er det en god ide, at du sikrer, din hustru får det så godt som muligt, mens du er væk. Hvis I har familie eller venner, som kan besøge din hustru i løbet af ugen, vil det give dig mere ro i sindet og forhåbentlig også glæde din hustru. Tal også med personalet på plejehjemmet om, hvordan de kan støtte op om din hustru i den uge - og aftal hvordan I kan komme i kontakt med hinanden. Husk på at det også kommer din hustru til gavn, at du bliver ladet op med glæde og ny energi.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.