Belastning og bekymring i familien

Hvad gør vi som pårørende til dement med ændret personlighed

Min mor viser tegn på demens. Hendes korttidshukommelse er svækket, hun kan ikke finde rundt i vores have, og hendes historier er uden logik. Men værst af alt, så er hende personlighed ændret. Hendes humør svinger meget. Hun bliver hurtigt meget vred og aggressiv, især hvis man forsøger logisk at forklare, hvorfor en af hendes historier ikke hænger sammen. Mig og min bror har forsøgt at sige, at hendes hukommelse måske ikke er så god som tidligere, og at hun måske skulle snakke med hendes læge om det. Men hun bliver meget vred og aggressiv, hvis man nævner noget om demens. Min mormor blev meget dement, og måske frygter vores mor, at det samme er ved at ske for hende. Vi har opgivet at tale med hende om situationen, men jeg har brug for et råd om, hvordan jeg som datter kan holde til at være i situationen. Min mor har altid været blid og kærlig, og det påvirker mig meget, når hun bliver vred og aggressiv på min far, min bror og mig. Hvordan undgår vi konflikterne, og hvordan handler vi bedst i situationen. Venlig hilsen Datteren

Læs hele brevet
28. marts 2023

Svar fra Demenslinien:

Kære Datteren

Du beskriver flere forskellige situationer, hvor du oplever at din mor har ændret sig over den seneste tid. Det er gode observationer du har gjort, og godt at du undres og bekymres, da det for det meste er den nærmeste familie der opdager, at der er noget der ikke er som det plejer at være. 

Du skriver at du har forsøgt at tale med din mor om din bekymring, og at dette ikke har været en god oplevelse. En mulig årsag til at din mor reagerer negativ på jeres samtaler omkring det kan være, at hun ikke er i stand til denne sygdomserkendelse da det kan være en del af sygdommen. Det betyder at den måde at komme videre på, kun vil give negative oplevelser, og at hun ikke vil komme til at forstå og erkende hendes egen situation. Dermed vil det være svært for dig at komme i mål med din omsorgsfulde hensigt, nemlig at få hende med til læge.Det gør ikke din udfordring mindre, men det kan være at du må lægge den metode på hylden, og i stedet forsøge ad andre veje.  

Du skriver at du har opgivet at tale med hende om det. Mit råd til dig vil være, at du i stedet for tænker over hvordan og hvad kan du gøre i stedet for.

Dit mål må stadig være at få en aftale med din mor om at I gerne vil følges med hende til lægen.  Det kan være en længerevarende proces, men giv ikke op. Måske skal du lade emnet ligge lidt tid og så tage det op igen, og måske med en anden vinkel som udgangspunkt.

Der kan være flere forskellige årsager til hukommelsesproblemer, forvirring m.m., f. eks. kan B12 vitaminmangel, stofskiftesgydomme, ubehandlet depression etc., give symptomer som ligner det du beskriver, men disse sygdomme vil kunne behandles. Det vil måske være mere håndterbart for din mor at indvilge i et lægebesøg på denne baggrund. Måske går din mor allerede til andre konsultationer hos lægen, hvor emnet med fordel kan tages op?

Det vil være vigtigt at lægen får nogle informationer fra dig inden konsultationen, da det ofte kan være svært for lægen at få mistanke om evt. demens under en konsultation. Du kan evt. kontakte lægen og informere om dine bekymringer inden konsultationen.

Når du taler med din mor er det også godt at have fokus på, at du altid taler om din bekymring for hende, altså holder bolden på egen banehalvdel. På den måde signalerer du omsorg og kærlighed, og det virker ikke så konfronterende for din mor. Ligeledes kan det også være godt hvis andre familiemedlemmer eller nærtstående, giver udtryk for den samme bekymring som du har.

I mange tilfælde er det godt ikke at benytte ordet demens, da det kan virke skræmmende og konfronterende for din mor.

Du skriver at du har opgivet at tale med din mor om situationen, og det tror jeg er et godt valg. Fokuser i stedet på de gode stunder og den gode relation og forsøg ikke at have fokus på det hun gør/siger forkert, eller irettesætte hende, men lad det fare. Både du og din mor har brug for positiv samvær og hermed vil konflikterne også blive mindre. 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

Demensliniens rådgiver

 

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.

Tilbage til brevkassen

Bestil samtale

Skriv et brev til Demensliniens brevkasse

OBS: Brevkassen holder sommerferielukket og åbner igen til september. Nedenfor kan du skrive dit spørgsmål til Brevkassen - det er gratis og anonymt. Udfyld venligst oplysningerne herunder - så kan vi bedst muligt hjælpe dig, og andre kan senere få glæde af dit spørgsmål. Det er kun dit kaldenavn der vises i brevkassen. Du kan forvente svar inden for en uge. Vi sender en e-mail med dit spørgsmål og svar, når dit brev er besvaret.

Dette navn vises på hjemmesiden

Ved at offentliggøre dit brev kan andre i samme situation få glæden af læse dit brev - på den måde kan vi hjælpe hinanden. Rådgiveren behandler og anonymiserer alle breve inden de bliver offentliggjort.