Hvor kan min far få hjælp til min mor?
Min mor fik for 11 år siden en blodprop. Hun har de sidste 2 år glemt mere og mere, og det sidste år er hun begyndt på at gå ud af døren for at skulle ting der ikke sker. Hun tager tøj på flere gange om natten, for at skulle ud og hente fx. min i vuggestuen eller fordi hun skal ud og rejse. Hun er meget dårlig gående og ser også meget dårligt. Heldigvis vågner min far og får hende stoppet, men det er efterhånden flere gange om natten hun er på vej ud af døren, så min far er ved at være godt mør af den manglende nattesøvn. Ud over det er hun også det sidste år begyndt at se ting der ikke er der, og tale med personer der ikke er i rummet. Hun kan godt korrigeres, men det er nu dagligt hun taler med nogle der ikke er i tilstede, og hun bliver selvfølgelig meget ked af hun ikke kan huske, og går og taler med nogle der ikke er der. Hun har for nyligt oppe hos sin egen læge for at få lavet en hukommelses test, som hun klarede til 13, uden nogle fejl. Men så snart hun kommer ud der fra spørger hun om de samme ting igen og igen og roder rundt i årstider, tid på dagen osv. Min far har brug for aflastning, han arbejder stadig og vandre også. Han har brug for at kunne komme lidt ud og så luft, men han tør ikke forlade min mor, da hun jo er på vej ud af døren og ikke kan finde hjem. Ved i om der er nogle aflastningssteder og i så fald hvem vi skal kontakte eller om der er andre muligheder? Min mor er meget bange for at skulle på et plejehjem, men kan ikke rigtig se der er nogle andre steder for aflastning eller pasning hvis min far er ude og rejse. Vi synes det er meget svært at finde noget materialer omkring det, og deres egen læge siger at hun ingen problemer har. Men det kan vi der er tæt på jo tydeligt se og mærke. Med Venlig hilsen Camilla
Svar fra Demenslinien:
Kære Camilla
Det lyder til, at din mor har brug for hjælp og din far har brug for et frirum.
Det er ærgerligt at din mors læge ikke har kunnet se hvilke problemer din mor har. Det skyldes nok, at din mor ikke selv er i stand til at gøre opmærksom på, hvad der er galt, nok på grund af manglende erkendelse af problemet, men også af frygt for, hvad det kan betyde. Derfor er det en rigtig god ide, at din far, du eller en anden, som er tæt på din mor, tager med til lægen næste gang og her kan afdække problemerne og fortælle, om det som går galt i hverdagen. Lægen vil så kunne sørge for at din mor bliver grundigt udredt, hvilket er forudsætningen for den rette behandling, støtte og hjælp.
Det er heldigvis muligt at få hjælp, støtte og aflastning også selv om din mor ikke er udredt.
Tag fat i kommunens demenskoordinator og sæt hende ind i situationen allerhelst ved et møde hos din far og mor, hvis det kan lade sig gøre. Demenskoordinatoren kan være med til at afdække de problemer og behov din far og mor har. Demenskoordinatoren kender til de tilbud og muligheder kommunen har og kan være med til at hjælpen bliver sat i gang via visitationen. Demenskoordinatoren vil også kunne tage kontakt til din mors læge og sætte lægen ind i situationen, selvfølgelig først efter aftale med din mor.
Du finder kontakten til Demenskoordinatoren på kommunens hjemmeside og det kræver ingen henvisning at tage kontakt.
Foreslå desuden din far at ringe til os på Demenslinien på 58505850, så han kan få hjælp til at finde løsninger på de problemer, som opstår i dagligdagen med din mor.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.