Skal jeg tage min mor hjem?
Min mor er visiteret til plejehjem, men nu hvor det er en realitet, at hun skal flytte, bliver jeg usikker på, om det er den rigtige beslutning. Især efter de mange dårlige forhold, som på det sidste har været beskrevet i medierne. Skulle jeg lade hende flytte hjem til mig? Kan jeg magte det? Min mor er over de sidste måneder blevet meget dårligere og bliver nu ofte meget vred. Sidst jeg var på besøg, smed hun ting ud ad vinduet i vrede og nok også i afmagt. Hvordan finder jeg frem til den rigtige beslutning?
Svar fra Demenslinien:
Kære Søn
Det er en meget stor opgave at varetage plejen 24/7 for et menneske med svær demens og kun meget få magter opgaven. Der findes heldigvis også rigtig gode plejehjem med et personale, som brænder for at skabe et godt liv for beboerne. Demenskoordinatoren kan sikkert vejlede dig omkring, hvilket plejehjem der vil være godt for din mor. Det kan være en god idé at vente, til der er en plads på det plejehjem, som passer bedst til din mor og som du har fået et godt indtryk af efter at have talt med lederen.
Man skal huske på, at det bliver din mors nye bolig, men faktisk også hendes private hjem. Så når der ikke lige er besøgsrestriktioner, kan du være hos din mor lige så meget, som hun og du har glæde af. Du kan også vælge at tage din mor med hjem til dig, når du har overskuddet og din mor har glæde af det. Det er værd at tage med i overvejelserne om indflytning på plejehjem og huske at tage med i forhold til forventningsafstemningen med plejehjemmet.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.