Personalet ser ikke, hvor syg min mand er
Min mand bor på plejehjem. Han forstår ikke, hvorfor han ikke kan blive boende i vores fælles hjem. Han er ofte vred på mig. Især når jeg skal til at gå hjem efter mit daglige besøg. Min mand er stadig meget velformuleret og fremstår ikke dement, når man lige møder ham. Jeg oplever, at min mand slet ikke får den hjælp og støtte, som han har brug for - netop fordi han umiddelbart virker frisk. Det skyldes nok især det meget skiftende personale og mange vikarer, som ikke kender min mand. Når min mand ikke får den støtte, han behøver, har jeg svært ved ikke at være hos ham hver dag. Det er en stor belastning at være der hele tiden, og hver dag opleve hans vrede, når jeg skal gå
Svar fra Demenslinien:
Kære Hustru
Når der er mange vikarer og et skiftende personale, kan det være rigtig svært at fastholde den viden, man har om beboerne på plejehjemmet. Så det er meget vigtigt, at der ligger en plejeplan, som alle kan følge. Heri skrives alt, hvad der er vigtigt at vide om din mand, for at kunne give ham den bedste pleje og omsorg.
Få aftalt et møde med afdelingsledelsen og din mands kontaktperson - både for at få fortalt om din bekymring og for at sikre, at de har noteret alt det ned, der er vigtigt i plejen af din mand, i hans plejeplan. Samtidig kan du nok få en aftale om, at personalet kan hjælpe dig med at komme afsted på en god måde, så du ikke går derfra med dårlig samvittighed, sorg og bekymring.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.