Fuldmagt eller fremtidsfuldmagt
Min far er ramt af alzheimers, og vi har efter rådgivning fra kommunens demenskoordinator oprettet en fremtidsfuldmagt med mig som fuldmagtshaver. Jeg havde egentlig forestillet mig, at det skulle være min mor, der blev indsat som fuldmagtshaver, mens demenskoordinatoren rådede os til, at det skulle være en yngre person, altså mig. Fremtidsfuldmagten er endnu ikke aktiveret. Men nu er jeg kommet i tvivl, om det er den rigtige måde at gøre det på. Bør det ikke være min mor, der er fuldmagtshaver? Skal vi i stedet få lavet en almindelig fuldmagt til hende? Min far har, udover at være ramt af alzheimers, været blind de sidste 10 år, og det er i praksis været min mor, der tager sig af "alt" vedr. min far, dvs både økonomiske og personlige forhold.
Svar fra Demenslinien:
Kære Susanne
Det, der er helt afgørende for, om I har truffet det rigtige valg i forhold til fremtidsfuldmagten er, at I alle har det godt med, at du bliver fuldmagtshaver, når fuldmagten sættes i gang.
Det kan sagtens være at din mor føler en lettelse ved, at du har påtaget dig opgaven, så hun dermed bliver aflastet. Det kan stadig indrettes sådan i praksis, at din mor står for de daglige beslutninger og du så kun skriver under på større beslutninger, som kræver dette.
Mange vælger netop en datter eller søn, som fuldmagtshaver, da der er en større risiko for, at der tilstøder noget hos den ældre ægtefælle, som betyder at fremtidsfuldmagten så ikke kan bruges alligevel.
Tag en snak med din mor om, hvordan hun har det med at fremtidsfuldmagten gør dig til fuldmagtshaver, måske er din mor faktisk tilfreds med den beslutning, som allerede er taget.
Du er meget velkommen til at ringe til os på Demenslinien for en uddybning.
Med venlig hilsen
Demensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.