Min mor kan ikke styre sin økonomi
Kære Demenslinien Min mor fik konstateret Alzheimers for snart tre år siden. I mellemtiden er min far gået bort, og hun er for nylig flyttet i en fin beskyttet bolig. Min mors sygdom kommer bl.a. til udtryk ved en manglende forståelse for tal. Hun er hele tiden bekymret for ikke at have penge nok, og hun hæver store beløb, som hun fordeler forskellige steder i sin bolig. Det bekymrer mig meget. Dels fordi der er ret store pengebeløb, der bare er forsvundet, men også risikoen for en hjemmerøveri fylder i mine tanker. Jeg har en fremtidsfuldmagt på min mor, og det er i forvejen mig som det eneste barn, der styrer hendes økonomi og betaler hendes regninger. Jeg ville ønske, at jeg kunne få hende til at bruge sit dankort, men rede penge føles åbenbart bedst. Jeg overvejer derfor om jeg skal få hendes Dankort inddraget og i stedet give hende et hævekort, hvor der kun er adgang til en begrænset mængde penge. Det vil hun helt sikkert føle som et overgreb, hvis hun skal ringe til mig, når hun fx skal købe noget stort som en ny seng eller briller. Omvendt duer det jo heller ikke, hvis der forsvinder adskillige tusinde kroner ud i det blå hver måned. Måske kan jeg blot give hende et hævekort uden at gøre et stort nummer ud af det? Til min store overraskelse har der ikke været nogen som helst form for hjælp i banken til at være bankkunde med demens(selv om hun er kunde i landets største pengeinstitut). Jeg søger derfor hjælp og vejledning til, hvad jeg stiller op, så jeg kan hjælpe min mor med at styre sin økonomi på den mest nænsomme måde. Vh. Anne
Svar fra Demenslinien:
Kære Anne
Da du har en fremtidsfuldmagt, kan du på din mors vegne lave en aftale med banken om at få sat en begrænsning på det beløb, som din mor kan hæve om ugen. Det kan godt være at det bliver nødvendigt at oprette en ny konto.
Som, du selv er inde på er det vigtigt, at din mor ikke føler ,at al hendes selvstændighed bliver taget fra hende og derfor skal hun have mulighed for at hæve fra sin konto, dog i et begrænset omfang. Du bliver derfor nødt til at lave en aftale med din mor om, at når hun skal lave større indkøb og investeringer, skal du medvirke til dette - det er netop derfor, at hun har givet dig fuldmagten.
Vi har kendskab til mange, hvor en konto med begrænset hæve mulighed har løst problemet.
Du er meget velkommen til at ringe til Demenslinien på 58505850 for en uddybning.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.