Bopæl
Min mand på 84 år har haft Parkinson i 15 år, de seneste 5 år også med Parkinsondemens. For 2 år siden fik han en blodprop i hjernen, som satte ham noget tilbage kognitivt. Samtidig blev han også usikker på, hvor han bor. Vi bor på 25. år i dejlig lejlighed, som min mand oprindelig har valgt. Min mand er visiteret til plejehjem, men har afslået de tilbud på plejebolig, som vi løbende har modtaget. Min mand har også afslået de tilbud, han har fået om besøg på aktivitetscenter. Vi får besøg af Hjemmeplejen morgen og aften med hjælp til bad, påklædning og sengelægning. Derudover behandling i hjemmet af en fysioterapeut 2 x ugentlig. Mit aktuelle problem er: Siden han var indlagt med blodproppen, har han stillet spørgsmål om vores bolig. Han siger, at “vi er et forkert sted”, og at “vi skal køre til den anden lejlighed”, “ at vi ikke er på vores adresse”. Jeg har nogle gange - på hans opfordring - kørt ham til Ringsted, hvor han boede i sin barndom og vores første år sammen, men når vi kommer frem til boligerne, er der ingen respons - reaktion på gensyn af hus\/lejlighed. Og så kører vi tilbage uden at have fået løst problemet. Han, som ellers til daglig er meget rolig, bliver rigtig vred på mig, fordi “jeg ikke vil forstå ham”. Det er frustrerende for mig, men især synd for ham, fordi jeg ikke kan hjælpe ham. Vores datter har også prøvet at tale med ham om bopælen og også kørt en tur med ham, men det har heller ikke hjulpet. Hvordan kan vi hjælpe ham, når problemet opstår? På forhånd tak og venlig hilsen
Svar fra Demenslinien:
Kære Lilian
Din mands fornemmelse af at være et forkert sted og ikke at kunne genkende jeres lejlighed skyldes demenssygdommen. Han husker måske sit hjem, som sit barndomshjem eller sit ungdomshjem - og så alligevel ikke. Vi høre ofte om problematikken på Demenslinien.
Som, du fortæller, hjælper det ikke at søge tilbage til barndommens hjem, han er i en forvirringstilstand, hvor det hele nok føles forkert. Tilstanden kan ofte opstå, når personen med demenssygdom bliver udtrættet og trænger til hvile.
Mange pårørende fortæller, at det kan hjælpe at gå ud gå en lille tur og komme hjem igen, dog samtidig helst undlade at tale om problematikken med, at det ikke føles som hjemme. Det kan også hjælpe med afledning, hvor man efter at have tilkendegivet, at man har hørt og forstået at personen ikke er sikker på, at han er hjemme, stille og roligt begynder at tale om noget andet eller sammen foretage sig noget nyt. Nogle pårørende fortæller også, at de har held med at få fornemmelsen til at forsvinde ved at vise nogen af personens ejendele frem eller at personen for eksempel bliver sat i sin yndlingsstol med avisen.
Det handler altså om, at tale væk fra uroen, med kropssprog og rolig tale gøre situationen hverdagsagtig og behagelig. Opstår der en konflikt, så gå stille og rolig væk ind i et andet rum og kom tilbage efter nogle minutter, ofte har tilstanden så ændret sig.
Vigtigst af alt er nok, at din man få fundet ro og får hvilet sig.
Du fortæller, at din mand er blevet tilbudt en plejehjemsplads, men takket nej. Måske vil det være en god ide sammen med demenskoordinatoren at få fundet en vej til, at din mand accepterer en flytning. Ofte er det et tegn på, at man er nået dertil, når personen ikke længere genkender sit eget hjem og når kommunen vurderer, at han er berettiget til en plejehjemsplads.
Du er meget velkommen til at ringe til Demenslinien for en uddybning.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.