Den pårørendes ret til at bo i det tidligere fælles hus

Min mand har Vaskulær og Alkoholdemens diagnosticeret vel i 2016. Han har mange frontallap skader, som endeligt i 2016 blev diagnosticeret som bivirkninger efter Gran mal anfald efter adskillige mærkelige episoder med underlig adfærd\/det vi ikke vidste var eftervirkninger efter disse anfald. Han har desuden siden omkring år 2000 været i behandling med "lykkepiller" for humørsvingninger. Han har også uerkendt Diabetes og Aspergers. Jeg har været sygemeldt med stress i 2010 og 2014. Jeg kan nogle gange få stress symptomer, men jeg kan holde det nede. Vi har boet sammen i hans hus siden 1986 og blev gift i 1993. Vi har to sønner på 27 og 29 år. Indtil vores ældste søn droppede ud af skolen i 8. klasse i 2007, havde vi et harmonisk parforhold. Herefter har der været mange konflikter på kanten til det voldelige mellem far og denne søn, hvor jeg har sprunget ind i mellem dem og en gang ringet 114. Vores søn fik diagnosticeret Aspergers vel i 2008. For 2 1\/2 år siden blev min mand indlagt på neurologisk sengeafsnit pga. Gran mal anfald efter længere tids tiltagende træthed og ubehag (han havde igen igen hemmeligt ladet være med at tage sin livsnødvendige medicin). Herefter kom han efter mine veninders anbefaling\/mit ønske i Aflastning, hvor han var i 4-5 måneder. Jeg ønskede forlængelse, fordi jeg gerne ville have andres syn på hans tilstand og hjælp til os. Kommunen tilbød ham plejehjemsplads, men han ville hjem til mig. Jeg kunne, mens han var i Aflastning, mærke en meget stor lettelse og frihed for min beredskabs og konflikt aflednings\/nedtrapnings tilstand (da boede vores ældste søn ikke hjemme) og afslog at han kunne komme hjem, hvilket udløste, at han troede at jeg ville skilles og blev meget vred. Det endte med at han blev flyttet i Egen lejlighed med støtte, hvor kommunen anbefalede støtte til ernæring, rengøring, tøjvask og medicin. Han kommer 4 dage ugentligt i et Aktivitets og samværs center, hvor de arbejder anerkendende og han er meget glad for at komme. Siden min mand flyttede i Egen bolig vil han flytte hjem til mig. Han tager dette emne op nogle gange hver 14. dag andre gange vel hver 6. uge. Jeg siger til ham, at jeg kan desværre ikke holde til, at vi bor sammen, heller ikke under samme tag. Nogle gange kan jeg aflede ham, forklare ham hvorfor og andre gange bliver han mega vred endende ud i, at han siger, at hvis han ikke kan bo her, så skal huset sælges. Han bliver generelt vred, når jeg siger, at han har demens eller hjerneskade. Hvis vi er ude hos ham under sådan en samtale, genner han mig nogle gange ud: SKRID!!! Jeg har brug for dage uden at være sammen med min mand for at lade op\/ikke få stress symptomer\/leve et almindeligt liv. Jeg kan holde til at vi ses onsdag eftermiddag - aften (hvor jeg ofte tager ham med på biludflugter og indkøb, som han elsker) samt lørdag og søndag (hvor vi mest er her i vores fælles hjem og han oftest ikke ønsker at overnatte). Jeg\/vi er i gang med at få lavet en Fremtidsfuldmagt, dvs. han skal til samtale på Satsamtet midt i august. Nu kommer mit spørgsmål: Min mand har igen sagt, at huset skal sælges. Jeg vil ikke sælge huset. Vores 2 sønner vil på sigt overtage huset, som har en høj beliggenheds grad og er ret attraktivt, så længe jeg orker at vedligeholde det. (det har altid været mig, der rent praktisk har vedligeholdt og betalt for vedligehold) Den ene vil bo her og dele huset med mig. Den anden vil hvis broderen ikke bor her leje det ud, så de har en livslang lejeindtægt. Jeg har tidligere undersøgt, om huset også er mit, selvom jeg ikke står på skødet og det mener jeg at huske, at det er, fordi jeg har boet her længe 36 år og vi er gift på 29. år. Er dette ikke korrekt?