Hjælp hvad gør vi
Min mand, vores datter og jeg flyttede ud til min svigermor i et stort rækkehus i 2011, efter min mands far døde. Dette er mhp at hjælpe hende da hun er meget svagtseende, og på sigt at overtage rækkehuset den dag hun nu ikke var her mere, eller måske skulle på plejehjem. ( hun er idag 80 år). I takt med tiden går, bliver hun mere og mere hukommelsessvækket og det tærer på os alle i familien, hun bliver paranoid og tror nogle af hendes ting er solgt og byttet ud med andre ting, hun kan bruge mange timer på st gå og kigge rundt omkring og lede efter ting som enten aldrig har været der, eller som hun har haft som ung. For omkring 3 år siden fandt man ud af hun led af demens. Hendes anden søn og svigerdatter styre hendes økonomi da hun ikke er i stand til dette mere, hun er stoppet eller har glemt at lede efter ting der ikke er der, men tilgængelig er hun blevet meget uhygiejnisk, hun vasker sig ikke, går ikke i bad eller vasker hår, hun vasker heller ikke hænder efter toiletbesøg. Hun er begyndt at spise meget anderledes, og vil ikke bruge tallerkener hvilket resultere i at hun krummer over det hele, det er tit og ofte at der er leverpostej eller smør i hele køleskabet, dette er enormt frusterende, hun begynder at råbe når man Beder hende tage en tallerken og råber “må jeg overhovedet være her og hold kæft” sådan har hun aldrig været før, hun har altid været meget renlig og blev sur hvis vi ikke brugte en tallerken, hvis vi gik igennem stuen med en rugbrød eller franskbrødsmad. Hun ryger også og vi administrere hendes cigaretter, da hun ellers ryger alle sammen inden for kort tid, når hun ikke har flere leder hun efter skodder i alle askebæger( vi ryger også min mand og jeg) Men hun asker alle vegne og der er en del brandbiler i gulvet hvor hun sidder, hun har 2 gange sat ild til skraldespanden ved at tømme askebæger med gløder i, vi har installeret røgalarmer. På det sidste er hun begyndt at have lidt afføring på hænderne som hun selvfølig ikke med vilje tørre af i håndklæderne og vasken og et par enkelte gange på køleskabsdøren. Vi er i vildrede, det Kan ikke blive ved på den måde, vi ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre, vi har 2 toiletter og har pænt spurgt om hun ikke kan benytte det ene kun, men så råber hun op og siger vi selv har afføring på vores hænder. Hun ønsker ikke hjemmepleje, da hun tror de stjæler, og for at være helt ærlig ønsker vi det heller ikke, vi er her jo også og ønsker ikke at det skal komme nogen i hjemmet hver dag, det bliver for hårdt, og man vil ikke kunne være sig selv rigtigt. Der er bare så mange ting der er ændret, vores datter på 18 år kan ikke klare det uhygiejniske, hun har købt sit eget lille køleskab, og vi har heller ikke lyst til at spise fra det. Ved godt dette her brev er en orddeling mundfuld, men vi er meget frustreret
Svar fra Demenslinien:
Kære familie
Det lyder til at være en svær situation, som I er i. Svigermors demenssygdom, som har ændret hendes personlighed og adfærd og de paranoide tanker, der fylder meget i hverdagen, er en stor belastning for en familie.
Et menneske, som er ramt af en demenssygdom bliver svækket på de mentale funktioner som
- Hukommelse
- Koncentration
- Rumopfattelse
- Sprogfærdigheder
- Evnen til at løse problemer.
Ydermere har svigermor også nedsat syn. Hun har på den måde rigtig svært ved at finde ud af tingene. Hun mener måske også, at hun allerede har gjort de ting, I beder hende om, fordi hun har glemt det. Herved kan hun blive vred på jer, da hun har en anden opfattelse af situationen. Det kan være vigtigt, at anerkende svigermors opfattelse af situationen. f.eks. når hun leder efter noget. Som f.eks. at sige "Sikke noget" eller lignede. Herved anerkender I at svigermor er frustreret over ikke at kunne finde sine ting og hun vil opleve at blive forstået.
Måltideren kan måske gøres mere strukturerede. Kan svigermor få en afgrænset opgave, som f.eks. at dække bord? Det kan være vigtig at have en opgave, hvor man føler sig nyttig.
I kan også prøve at tænke over episoder, hvor det er rart at være sammen med svigermor. Hvornår har svigermor det godt og kan der blive flere af de episoder?
I kan overveje kontakt til kommunens demenskoordinator. Alle kommuner har tilbud til mennesker med demens.
I er også velkomne til at kontakte Alzheimerforeningens telefonrådgivning, hvor den demensfaglige rådgiver kan uddybe ovenstående svar. Demenslinen har åben alle hverdage fra 9-15, mandage og torsdage til kl. 19. Telefonnummeret er 58505850.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.