Svar fra Demenslinien:

Kære Den bekymrede datter

Når diagnosen er ny, tænker mange ægtepar "vi klarer det selv" og har det dårligt med, at fremmede skal blande sig. Måske vil de ikke lægge kommunen til last og synes i det hele taget, at det bare skulle mangle, at de tager sig af hinanden.

Nogle vil end ikke have besøg af en demenskoordinator.

Generelt har vi alle sammen så meget modstand mod at erkende vores egen sårbarhed. Et råd kan være at prøve at sige til dine forældre, at de i begyndelsen af sygdomsforløbet kan nøjes med en enkelt snak med koordinatoren. Det er vigtigt, at demenskoordinatoren kommer ind så tidligt som muligt, så dine forældre bliver trygge ved hende, og de ved, hvor de skal henvende sig, når og hvis det bliver nødvendigt med råd og hjælp.

Mange har endnu sværere ved at sige tak til hjemmehjælp, men erfaringen viser, at når støtten først er sat i værk, så er det en god hjælp og giver tryghed. Der er ikke andet at gøre end at tage det op med dine forældre en gang imellem og prøve dig frem med forskellige argumenter. Hvis de bliver ved med at nægte, kan du eventuelt prøve at tage lidt hårdere midler i brug og spørge dem, hvorfor de tror, at de kan klare sig uden hjælp, når ingen andre i lignende situation kan. Jo mere du taler med dem om det, og de bliver nødt til at sætte ord på deres afvisning, desto større erkendelse får de af deres situation. Hvis din mor har sygdomserkendelse, kan du måske via hende appellere til, at de tager imod hjælp for at skåne din far. Find ud af, hvad der giver mening for dine forældre i forhold til at sige ja til hjælpen.

Demensliniens rådgiver

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.