Jeg vil ikke lukkes ude
Min far på 76 år har Lewy body demens. Han har fået stillet diagnosen for ca. et år siden. Min mor og far taler faktisk aldrig om hans sygdom. Når jeg spørger, hvordan det går, siger de begge: ”Det går fint”. Jeg ser dog noget helt andet. Både min mor og far virker triste, opgivende og tonen imellem dem er blevet hård, hvor de altid tidligere har haft varme og stor respekt for hinanden. Jeg oplever at blive lukket ude, og har derfor ikke mulighed for at hjælpe og støtte dem. Det stresser mig meget at se dem få det stadig dårligere uden at få lov til at blive inddraget. Jeg er enebarn, og har ikke andre at tale med. Hvordan får jeg dem til at forstå, at jeg ikke vil skærmes, men inddrages og være en del af familien?
Svar fra Demenslinien:
Kære Søn
De fleste forældre ønsker, at deres børn skånes for alt det svære. Det ændrer sig ofte ikke, selvom børnene for længst er blevet voksne. Det kan derfor være svært at få italesat problemerne og få lov til at hjælpe. Prøv alligevel at få fortalt, hvor hårdt det er at blive holdt udenfor, og hvor mange spekulationer det skaber for dig. Måske det er muligt at få lov til at aftale et møde hos dine forældre med deres demenskoordinator, hvor du også deltager. På mødet kan demenskoordinatoren være med til at få åbnet for inddragelsen af dig. Sammen kan I planlægge den hjælp og støtte, du ønsker at byde ind med og samtidig også få styr på, hvilken hjælp kommunen kan tilbyde.
Du kan også tale med demenskoordinatoren om mulighederne for, at du kan deltage i en pårørendegruppe. Her kan du dele dine tanker og spørgsmål med andre i samme situation og høre om andre måder at tackle problemerne på i familier med demenssygdom.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.