Familiemedlemmer vil ikke tage hensyn til min mands begrænsninger og behov ift. bordplan til bryllup
Min mand fik konstateret Alzheimer i nov. 2015. Han er moderat dement, og har store vanskeligheder/manglende evner med simple hverdagsopgaver. Han har svært ved at kommunikere med andre, da hans sprog efterhånden er meget påvirket. Vi er inviteret til bryllup ved min niece, hvor der kommer 57 mennesker. Min mand vil gerne deltage og det kan min mand også med specielle hensyn. Jeg har derfor spurgt brudeparret om muligheden for at mine børn og jeg kan sidde sammen med min mand til festen, da vores sønner kender deres fars behov og ikke mindst begrænsninger. Dette hensyn vil brudeparret ikke imødekomme, de mener at have taget hensyn til bordplanen ved at placere min mand og jeg ved et bord, hvor vi kender de andre godt. Problemet er bare, at de ikke kender min mands behov. Han har svært ved at overskue sin mad. Og har brug for guidning. Netop derfor vil vores ønske til bordplanen betyde at vi alle kan få en god dag inkl. undertegnede - desværre er det endt i en konflikt, da svaret til vores forespørgsel var: Det kommer ikke til at ske og vi kan jo ikke tage hensyn til alle og enhver. Min mand. Vores sønner og jeg har meddelt, at vi ikke ønsker at deltage i brylluppet, når der ikke kan tages hensyn til vores syge far og mand. Hvad tænker I at vi kunne gøre i sådan en situation? Det er meget smerteligt, når ens nærmeste familie ikke viser omsorg og forståelse for min mands og vores families svære situation.
Svar fra Demenslinien:
Kære Mette
Dit spørgsmål viser med al tydelighed at du forsøger at tilpasse situationen så godt som muligt for din mand, og det er det bedste du kan gøre. Det gør du fordi du kender din mand og de udfordringer han har i hverdagen, og for at hjælpe ham bedst muligt, også i forhold til det bryllup, som I begge to gerne vil deltage i. Du forsøger at finde løsninger der er til det bedste for din mand og den oplevelse han vil få af festen. Når du ved at din mand har udfordringer med måltidet, forsøger du med din henvendelse til brudeparret, at ønske en bordplan som tager afsæt i din mands muligheder, men også for at bevare hans værdighed der hvor det bliver svært for ham. Det er en fin og respektfuld tanke.
Når brudeparret ikke kan imødekomme jeres ønske og behov skyldes det sikkert, at de ikke har den fornødne viden om hvor stor betydning det har for både din mand og dig, at sidde det mest hensigtsmæssige sted, og derfor tænker de mere praktisk. Måske har de lavet bordplanen ud fra hvem de tror det kunne være hyggeligst for jer at sidde sammen med.
Jeg vil anbefale at du tager kontakt med brudeparret igen, og fortæller hvilke udfordringer din mand har med maden, og at du ved, det betyder meget for ham at han ikke føler at han skal "udstilles" når han spiser. I jeres hverdag er han vant til at sidde sammen med hans nærmeste familie, og det ved du giver ham tryghed. Du kan også fortælle dem, at en fest med så mange mennesker og mange timer, i forvejen er en stor udfordring for din mand, og derfor er det endnu vigtigere, at der tages så mange hensyn som overhovedet muligt så din mand kan få en god dag. Gør det også gerne klart for brudeparret, at dit ønske til en ændret bordplan, er et forsøg på at gøre det muligt for jer at være med til at fejre deres store dag. Du skriver også at det er meget smerteligt når den nærmeste familie ikke har forståelse for jeres situation. Det kan jeg godt forstå. Husk på, at såfremt familien skal have mulighed for at forstå jeres situation er det vigtigt at I er åbne om sygdommen og hvor stor indflydelse den har på alt i jeres hverdag.
Hvis det er et kirkebryllup, og det ikke bliver muligt at få en aftale i stand med brudeparret, kan I overveje at deltage i selve vielsen. Det vil også være en oplevelse for jer alle, og samtidig sende et signal til brudeparret om at I faktisk rigtig gerne ville fejre dem, men desværre ikke kan være med til andet en selve vielsen.
Du er altid velkommen til at kontakte os på Demenslinien tlf. 5850 5850.
Med venlig hilsenDemensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.