Konflikt i familien

Min mand insisterer på fortsat at køre bil

Min mand, som har demens, har altid elsket at køre bil. Han har haft kørekort siden han var atten år og har arbejdet som mekaniker hele sit arbejdsliv. Han har i flere år kørt sikkert på trods af sin demenssygdom, men nu er jeg ved at blive utryg ved hans bilkørsel. Han kører meget langsomt, så andre bilister dytter ofte af ham. Vores bil har i løbet af de sidste måneder fået en del buler og ridser, og han har også fået tiltagende svært ved at finde vej. Min mand bliver meget vred, hvis jeg begynder at tale om, at han må stoppe med at køre bil. Han er helt afvisende over for, at der skulle være problemer, også selv om jeg viser ham skaderne på bilen. Det er ikke ham, påstår han, for han har altid været elitebilist. Jeg føler, at jeg står meget alene med at få ham til at stoppe med bilkørslen og er faktisk ved at opgive, da det er så konfliktfyldt. Men jeg føler også et stort ansvar for at sikre, at ingen kommer til skade. Hvad gør jeg?

Læs hele brevet
01. november 2020

Svar fra Demenslinien:

Kære Hustru

Det er vigtigt og nødvendigt, at du ikke står alene om at få din mand til at give slip på kørekortet. For at jeres forhold ikke kommer til at lide for meget under denne svære beslutning, må en anden træde til, og være ”den onde”, som forbyder bilkørsel. Det bedste ville selvfølgelig være, hvis din mand selv tog beslutningen om at ophøre med at køre bil. For nogle kan argumentet for at stoppe være, at de netop altid har været elitebilister, og at det ville være en skam at sætte det over styr – eventuelt fremhæve andre i omgangskredsen, som selv har sagt stop, og beskrive det som en flot og ærefuld beslutning. Vejen til en sådan erkendelse kan dog være lang, svær og måske umulig. Du må her alliere dig med en i jeres omgangskreds eller familie, som din mand har stor tillid til og respekt for, som måske bedre end dig kan få ham til at acceptere at tage beslutningen om at stoppe.

Hvis din mand stadig ikke vil stoppe, bliver det nødvendigt med en faglig vurdering af din mands evner til at køre bil. Det er din mands praktiserende læge eller lægen fra udredningsstedet, som skal foretage den lægefaglige vurdering. Lægen videresender lægeerklæringen til politiets jurister, som informerer Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er så deres opgave at vurdere lægeerklæringen. Oftest følger Styrelsen for Patientsikkerhed lægens vurdering og indstiller personen til en vejledende helbredsmæssig køretest. Når din mand sandsynligvis får frataget kørekortet, kan du sige, at det er ude af dine hænder og på den måde stoppe konflikten mellem jer. Læs mere her: erfarnebilister.dk og Færdselsstyrelsen - her findes en vejledning om vejledende helbredsmæssig køretest.

Med venlig hilsen

Demensliniens rådgiver

 

P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?

Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.

Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.

Tilbage til brevkassen

Bestil samtale

Skriv et brev til Demensliniens brevkasse

OBS: Brevkassen holder sommerferielukket og åbner igen til september. Nedenfor kan du skrive dit spørgsmål til Brevkassen - det er gratis og anonymt. Udfyld venligst oplysningerne herunder - så kan vi bedst muligt hjælpe dig, og andre kan senere få glæde af dit spørgsmål. Det er kun dit kaldenavn der vises i brevkassen. Du kan forvente svar inden for en uge. Vi sender en e-mail med dit spørgsmål og svar, når dit brev er besvaret.

Dette navn vises på hjemmesiden

Ved at offentliggøre dit brev kan andre i samme situation få glæden af læse dit brev - på den måde kan vi hjælpe hinanden. Rådgiveren behandler og anonymiserer alle breve inden de bliver offentliggjort.