Kriterier for adgang til kommuners "Pårørendekurser"
8 nordsjællandske kommuner tilbyder pårørendekurser et par gange om året og interesserede kan tilmelde sig - under forudsætning af, at der foreligger en diagnose - alternativt at den pårørende er under udredning. Kan Alzheimerforeningen råde pårørende, hvor ægtefællen nægter at blive udredt og kommunens demenskoordinator angiveligt "ikke har ressourser, sålænge diagnose ikke foreligger"? Det er frustrerende at være pårørende og "nybegynder" med en udfordring flere fagpersoner (læger) omtaler som "mulig dementiel begrundet adfærd" - samtidig med at helbreds-situationen byder, at en udredning først kan påbegyndes ½ år efter "alvorlig hændelse" og næppe bliver til noget, fordi vedkommende nægter. Som vidne til en personligheds-forandring over 3-4 år - kan man vel ikke fortænke den pårørende i nu at have fået en opfattelse af at "falde ned mellem 2 stole"? Eksisterer en hjælp til den gruppe (er næppe alene) og i givet fald hvor? Venlig hilsen Anne Larsen Medl.nr 86901
Svar fra Demenslinien:
Kære Grete Larsen
Rigtig mange mennesker med tegn på demens ønsker ikke udredning ofte på grund af manglende erkendelse af situationen.
Der er registreret omkring 39.000 personer med en demensdiagnose i Danmark, men man estimere at ca. 89.000 personer faktisk har en demenssygdom. Det vil derfor være katastrofalt, hvis der ikke ydes hjælp og støtte til personer med demens og deres pårørende, hvis diagnosen ikke er blevet stillet. Samtidig er der nu meget lang ventetid på udredningen mange steder i Danmark, hvilket betyder at mange har brug for hjælp også inden diagnosen stilles. Alzheimerforeningen har i den forbindelse været ude og opfordre kommunerne til at støtte også mennesker med tegn på demens og deres pårørende.
Det undrer mig meget, at demenskoordinatoren i de 8 Nordsjællandske kommuner ikke er i dialog med pårørende, når ,der kun er mistanke om demens, de har nemlig en stor rolle at spille i forhold til at støtte op omkring en udredning og forebyggelse af, at situationen i hjemmet bliver svær og konfliktfyldt.
Har du mon prøvet at tage direkte kontakt til demenskoordinatoren, som afholder kurset? - Jeg er sikker på, at når du forelægger problematikken, vil du sagtens kunne deltage på kurset og samtidig få støtte fra kommunens demenskoordinator.
Københavns kommune afholder " Lær at tackle" kurser for pårørende til personer med demens her er jeg også sikker på, at du vil kunne deltage
Hold også øje med Alzheimerforeningens aktivitetskalender, her lægges løbende invitationer ud til forskellige kurser, aktiviteter og tilbud : https://www.alzheimer.dk/kalender/
Du er meget velkommen til at ringe til os på Demenslinien for en uddybning.
Med venlig hilsen
Demensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.