Ingen pårørende.

Jeg fik konstateret en hjerneskade for vistnok ca 25 år siden. Hukommelsen forsvandt pletvist, gang på gang. Jeg var uddannet keramiker og underviste børn og unge i keramik. Jeg fik tilkendt førtidspension. Min søn var problematisk. Og min mand var også problematisk. Efter en længere periode med samtaler med en psykiater og min mand og vores søn, konstaterede psykiateren at de begge havde "aspergers syndrom". Det var en stor sorg -og lettelse- for mig, da det ca 20 årige ægteskab var MEGET uforståeligt og belastende for mig. Da jeg fortalte min mand -stille og roligt- at vi måtte skilles, så svarede han:" Det har vi ikke råd til!" Vi havde både hus og bil dengang. Men jeg havde det rigtig fint med at flytte i egen lejlighed -sammen med min hund. Min hukommelse svigtede stadig indimellem. Også fordi min mor var nær de 90 år og hun havde brug for meget hjælp. Hun boede heldigvis ikke så langt væk. Jeg havde fået en hjemmevejleder, der var en sand guldklump. Hun hjalp også med min gamle mor i hendes sidste tid. Min far var for længst død, han blev kun 65. Mine to ældste søstre var også døde. Og min eneste bror blev kun 10 måneder. Kun min yngste storesøster lever stadig. Men hun fik for mange år siden konstateret en "narcissistisk personlighedsforstyrrelse". Hun var meget højtråbende og hidsig. Vores gamle, skrøbelige mor var så bange for hende... Jeg har i dag ingen kontakt med hende. Hjemmevejlederen sagde sin stilling op, fordi kommunen krævede at hun kun måtte hjælpe MIG. Ikke min gamle mor! ...Jeg har levet siden dengang, et ret stille og roligt liv, i egen lejlighed, -med en dejlig hund, som tog med mig, ved skilsmissen. Og da hunden døde, fik jeg straks en ny hund. Så jeg var ikke alene. Nu har jeg sagt farvel til min 7. hund. ---Og nok mit livs 8. og sidste hund er flyttet ind hos mig. Jeg klarer mig mådeligt. Kommunen har bevilget støvsugning og gulvvask hver 14 dag, fordi jeg var faldet og havde skadet mit ene ben. Jeg kan ikke så meget selv.. Men hukommelsen er blevet tydeligt værre. Jeg leder efter ting hele tiden. Hver dag. Og jeg farer vild, hvis jeg tager ud på steder, som jeg ikke har været for nylig. Selv mine nærmeste omgivelser farer jeg vild i. Heldigvis har jeg jo min hund, der "tvinger" mig til at bruge de nærmeste omgivelser. Jeg har ikke taget offentlig transport i flere år. Det er for uoverskueligt. Og jeg bruger kun de butikker, som jeg kender, og som findes lige i nærheden. Det er også rigtig svært at genkende mennesker, som jeg møder når jeg er hjemmefra, -på indkøb eller på tur med min hund. Hvordan skal jeg klare det? Jeg bliver KUN ekstra stresset, når jeg har omgang med nye mennesker. Min voksne søn med asperger kommer og besøger mig ca en gang om ugen. Og han kan hjælpe med mange tunge ting. Det er jeg glad for. Men det stiller jo også ekstra krav til mig. Kan det hele blive ved med at gå? Uden ekstra hjælp? Jeg har mistet min læge og tandlæge, også fordi de har været fortravlede og ubehagelige -nok på grund af coronaen- de sidste gange jeg har forsøgt at kontakte dem..... ...Jeg har rigtig svært ved at bruge min telefon. Tit kommer jeg til at "pille ved" noget forkert.. HAR prøvet at skifte telefon, men det blev det ikke bedre af.. Jeg ryster noget på hænderne... Det gør det jo ikke lettere.. Nogen gode råd? Venlig hilsen Birgitte.