Behandling eller “ikke-behandling”
Min hustru har haft Alzheimers sygdom i ca. 3 år. Hun fik diagnosen 7-9-2020. Herlev Hospital, Hukommelses-klinikken. Siden da har vi besøgt klinikken 1 gang. 2 sæt læger \/ sygeplejersker har vi mødt. Nu er ingen af dem på afdelingen. Dette fandt jeg ud af, da mit e-mail blev nægtet modtaget. Denne uge. (2021-39). Jeg ringede op og fik at vide, at de kendte behandlere var flyttet. Mine spørgsmål: 1. Er det normalt, at behandlingsstedet glemmer en patient med tiden ? 2. Kunne man ikke forvente, at klinikken fulgte medicinering for virkning og evt. bivirkninger ? 3. Er OPFØLGNING på en Alzheimer-diagnose normal eller sjælden ?
Svar fra Demenslinien:
Kære Christian
Her er svar på dine spørgsmål:
- Det burde ikke være almindeligt at patienter bliver glemt af udredningsenheden, eller rettere sagt, det burde ikke ske - men, det er meget almindeligt at patienterne, så snart diagnosen er stillet og de er sat i behandling udskrives til opfølgning hos egen læge.
- Man kan forvente at der er lagt en plan for hvem, der følger op på tilstand og medicineringen med henblik på virkning og bivirkning- altså en plan for hvem, der følger patienten - det kan være den praktiserende læge.
- Udredningsenhederne i Danmark er særdeles pressede og der er lange ventetider til en udredning, derfor ligger opfølgningen ofte hos egen læge. Ved behov kan lægen så genhenvise til specialisterne i udredningen. Patient og pårørende skal selvfølgelig være informeret om hvordan opfølgningen foregår.
Demensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.