Overstiger mine evner - Men hun vil ikke på plejehjem
Jeg har bevaret kontakt til "svigermor" efter min kæreste, hendes datter, døde i 2005. Har kendt svigermor siden 2000. Hun har støttet mig rent praktisk og jeg den anden vej, ligeså. Hendes åndsfriskhed begyndte at aftage for 2 år siden. Desuden er hun ved at være blind. Jeg kontaktede visitationen med henblik på plejehjem i efteråret sidste år, og svigermors situation var, og er, så oplagt, så det er ikke det der er problemet. Der skulle, i følge visitationen, være plads til hende når som helst, men svigermor vil ikke på plejehjem. Nu er situationen således, at hun i sin forvirring mener jeg lyver, nedgøre hende og på en eller anden måde bidrager til a hun får det dårligere. Den venlige person fra visitationen, prøvede at forklare svigermor hvilken fordel der var ved at komme på plejehjem inden hjernen helt slog fra, men det blev afvist. I forbindelse med besøget fra visitationen, sagde jeg til svigermor, at jeg kan ikke være hendes personlige hjælper - det være sig indkøb eller andet. Hun vil ikke tilkobles indkøb, vask og apotek via hendes hævekort pga. mistænksomhed Senest var jeg i hæveautomaten for hende, så hun havde kontanter til indkøb, medicin osv. Og nu kan hun ikke finde pengene jeg hævede. Hvad kan jeg gøre.... Er træt af det. Jeg ved jo godt at hun ikke gør det med vilje, men jeg kan ikke håndtere det. Har I måske gode råd? Venligst, Jørgen
Svar fra Demenslinien:
Kære ambatmanskjul
Både du og din svigermor står i en vanskelig situation, der ikke er en let løsning og svar på.
Det tyder på at jeres relation altid har været tæt og trygt, og netop denne relation er utrolig vigtig at bevare. Du forsøger at hjælpe din svigermor så godt du kan, men hun er ikke i stand til at indse hvad den rette hjælp til hende egentlig er, og derfor siger hun nej til de tilbud visitationen og du forsøger at give hende. Hun oplever måske de muligheder og løsninger i tilbyder hende, som utrygge og uoverskuelige for hende, ligesom hun forsøger, med hendes modstand, at bevare hendes identitet og trygge hverdag.
I din beskrivelse fremgår det, at svigermor bliver tiltagende mistænkelig, påstår at du lyve, og forlægger hendes ting i hendes eget hjem. Samtidig skriver du at hun er meget svagtsynet. Disse symptomer er en helt naturlig anledning til at foreslå hende at konsultere lægen. Måske har hun allerede kontakt med lægen, men hold fast i at du mener det vil være godt med endnu et besøg. Tilbyd hende at du gerne vil følges med hende til konsultationen, og forsøg at få lægens hjælp til at anbefale din svigermor at hun skal sige ja til at få hjælp. Det er ofte godt at en tredje part, som lægen i jeres situation vil være, er den som sætter ord på det som er svært. Det kan også være en god ide at få aftalt en opfølgende konsultation, hvor der kan gøres status på situationen.
Måske lykkes det ikke i første omgang, men hold ud, og forsøg igen efter en periode.
I forhold til din situation er det helt forståeligt at du ikke kan fortsætte med at hjælpe hende da opgaverne vil blive flere og flere. Indtil der findes en permanent løsning kan du evt. forsøge at finde en dagligvarebutik hvor der kan bestilles varer og som har udbringning. Nogle butikker har også mulighed for at betalingen sker via betalingsservice. Det kunne være første skridt til at få hjælp udefra. Måske kan du også få en aftale i stand med visitationen om at der kommer en medarbejder fra kommunen og sørger for hendes medicin, både i forhold til dispensering, men i forhold til bestilling og udbringning af medicin.
Den familiære relation i altid har haft må være den vigtigste opgave for dig at forsøge at opretholde, og det betyder at når du besøger din svigermor skal det være for at have en god stund sammen med hende, hvor I kan nyde hinandens selskab, og gøre nogle af de ting som I altid har gjort.
Med venlig hilsen
Demensliniens rådgiver
P.S. Vidste du, at Alzheimerforeningen udelukkende er finansieret af frivillige bidrag?
Vores gratis rådgivning på Demenslinien er derfor afhængig af din og min støtte.
Vil du være med til at sørge for, at andre også kan få glæde af vores rådgivning, kan du give os et bidrag.